Denne opskrift sælges kun med tilhørende garn og bliver sendt til dig på tryk sammen med garnet.
Novice Sweater – Chunky Edition strikkes oppefra og ned. Det vil sige, at du begynder med at strikke ribben i halskanten, derefter bærestykket, derefter kroppen og til sidst ærmerne. Sweateren strikkes i glatstrik, mens kanterne strikkes i rib.
Novice Sweater – Chunky Edition har et rundt bærestykke. Det dannes ved, at der undervejs strikkes udtagninger på fire omgange jævnt fordelt på bærestykket.
Størrelsesguide og mål
Bemærk, at du kun kan gå ud fra målene i opskriften, hvis strikkefastheden overholdes.
Størrelserne XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL svarer til brystmål på omtrent 80-85 (85-90) 90-95 (95-100) 100-110 (110-120) 120-130 (130-140) 140-150 cm. Novice Sweater – Chunky Edition bør have et bevægelsesrum (positive ease) på omtrent 18 cm. Det betyder, at hvis du fx måler 95 cm rundt om brystet (mål dig selv med et målebånd om brystet eller det sted på din krop, der er bredest), bør du strikke en str. M, som har overvidden 114 cm. En sweater i str. M vil i nævnte eksempel give et bevægelsesrum på 19 cm.
Størrelse: XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL
Sweaterens overvidde: 104 (109) 114 (120) 128 (139) 147 (158) 166 cm
Længde: 56 (57) 60 (62) 64 (66) 68 (69) 70 cm målt midt bag
Strikkefasthed: 14 masker x 21 pinde i glatstrik på pind 7 mm = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 6 mm (40 og 80 cm), rundpind 7 mm (40, 60 og 80 og/eller 100 cm), strømpepinde 7 mm og 6 mm
Garnforslag: 300 (350) 400 (450) 450 (450-500) 500 (550) 600 g Alpaca (50 g = 125 m) strikkes sammen med 100 (100) 125 (125) 125 (125-150) 150 (150) 150-175 g Silk Mohair (25 g = 212 m). Bemærk, at der strikkes med to tråde samtidig og at garnforbruget angiver det totale garnforbrug.
Sværhedsgrad: ★ (1 ud af 5).
Den grå Novice Sweater - Chunky Edition er strikket i Alpaca 3 fra Isager i farve 2S sammen med Silk Mohair fra Isager i farve 2.