Gabi blusen med pufærmer passer til det meste, og så er den enkel at strikke, da alt strikkes i ét stykke og uden sammensyninger. Gabi strikkes oppefra og pufærmerne er ikke store og vidde, men har kun et delikat lille puf!
Opskriften er på dansk.
Størrelser
(XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL
Blusens mål
Overvidde: (88) 95 (103) 110 (118) 127 (133) 143 cm
Rygbredde: (33) 34 (36) 38 (39) 40 (42) 44 cm
Længde: (52) 53 (55) 57 (58) 60 (61) 62 cm
Garn og garnforbrug
Gepard Wild&Soft (60% merinould, 40% vild tussah silke, 50 g = 240 m) strikket sammen med
Gepard Kid Seta Tweed (70% mohair, 30% silke, 25 g = 210 m).
Wild&Soft fv 142: (200) 250 (250) 250 (300) 300 (350) 350 g
Kid Seta Tweed fv 142: (125) 125 (125) 150 (150) 175 (175) 200 g
Vejledende pinde
Rundpinde nr. 3 og 4 (40 og 80 cm).
Strømpepinde nr. 3 til ærmekanterne.
Strikkefasthed
21 m x ca. 29 p glatstrik = 10 x 10 cm på p nr. 4.
Konstruktion
Først strikkes ryggens øverste del fra de skrå skuldre og et lille stykke ned på ryggen. Derefter strikkes masker op til forstykket langs ryggens skuldermasker. Hver side af forstykkets øverste del strikkes for sig. Forstykkets skrå skuldre formgives først med vendepinde. Derpå strikkes masker op til toppen af pufærmet og ærmer, forstykke og ryg strikkes på én gang til slutningen af ærmegabet. Herfra strikkes krop og ærmer færdig for sig. Til slut strikkes der masker op til halskant langs halsudskæringen. Jeg har brugt krydsopslag til alle opslag. Alle masker er lukket af i rib som maskerne viser (dvs. retmasker er strikket ret og vrangmasker er strikket vrang, før de lukkes af).
Valg af størrelse
Gabi blouse er tænkt til at have et bevægelsesrum på 6-14 cm afhængig af, hvor løstsiddende du ønsker den. Her er den vist med et bevægelsesrum på 10 cm. Længden er målt midt bag, inkl. halskanten.